Det kræver ekstreme mængder energi og overskud altid at være SÅ pæn.
Pæn udenpå, med hvad med din uro indeni?
Hvad med den stemme, der hele tiden fortæller, at du godt kan gøre det lidt bedre og være lidt mere opmærksom på andre.
Du kan da godt lige hjælpe… Stemmen der siger: Pyt, - du sover da lige et par timer kortere, - det sker der ikke noget ved…
Resultaterne af en hjerne og krop, der aldrig har fri:
- Et rustent smil – ingen forklaringer på hvor glæden er forsvundet hen
- En indre smerte – det gør virkelig ondt at holde stressen ”ude”
- Tristhed – der dækker over en forkerthedsfølelse. Når de andre kan, - hvorfor kan jeg så ikke?
- Det store pres - en følelse af ikke at slå til overfor familien, børn, veninder, arbejde og i livet
- Mindre og mindre min-tid og færre og færre pauser
- En enorm og udefinerbar træthed - på kanten af at brænde helt ud
- Livsgnisten der forsvandt – uden at vide hvorhen
Det dræner for energi at være så pæn.
Det dræner så meget, at det næsten giver åndenød. Det er ligesom rosen, der ikke får lov til at folde sig ud. Roser har brug for den rette mængde opmærksomhed, energi og sollys, for at blomstre, ellers visner de.
Roser er et symbol på skønhed og renhed.
Stress og træthed gør livet sort/hvidt og fyldt med visne roser. Uden den rette mængde næring visner rosen. Det er naturens orden. Det lyder eventyragtigt og livet er et eventyr. Der sker det samme med mennesker, der ikke giver sig selv omsorg, nærvær og kærlighed. De bliver stressede – brænder ud og visner!
Jeg møder mennesker på min vej, der har det på samme måde, lige indtil den dag hvor de begynder at lytte og være tro mod sig selv. Roser blomstrer igen. Når foråret og lyset kommer, - begynder de små skud at vise sig. Nye fine friske skud, der bliver plejet, vandet og får de nødvendige ”vitamintilskud”.
Sollyset får lov til at nære rosen, og en smuk solskinsdag folder den sig ud og bliver den smukkeste rose, der kan sprede sin milde duft og energi til alle, der er omkring.
Det er ligesom med mennesker. De stråler, når de har det godt. Når du går på din egen vej og er tro mod dig selv og dine følelser, sker der nemlig det: - Den ene smukke rose efter den anden folder sig ud, lige indtil dit rosenbed er fyldt med alle farvenuancer.
Dit hjerte kender vejen, også selvom fornuften vil styre dig i den anden retning.
Min rose visnede og jeg måtte virkelig se mig selv i øjnene mange gange. Hver gang jeg kom på afveje og blev væk fra mig selv, blev jeg gjort grundig opmærksom på at finde tilbage til min livsvej - til mit eget rosenbed.
Intet er snorlige tilrettelagt, så jeg gik mange omveje, inden jeg fandt hjem til mig selv igen.
Endelig gav jeg slip på tanken om ”bare at være pæn og se overskudsagtig ud”, når min krop og sjæl var ved at falde sammen af træthed og skreg på omsorg og kærlighed.
Hvor er du i dit liv?
Sidder du fast samme sted uden at kunne bevæge dig og uden glæde og energi, så vid at der er hjælp at hente til at finde vejen hjem til dit eget personlige rosenbed.
Jeg er lykkedes med at finde hjem til mit personlige rosenbed igen. Så når jeg kan, så kan du også.
